Når der opstår en konflikt mellem den indre og ydre stemme, skyldes det ofte en forskel mellem det, man ønsker at udtrykke (den indre stemme), og det, man faktisk kan udtrykke (den ydre stemme).
Eksempler:
- Stammen: Man ved præcis, hvad man vil sige, men ordene blokeres eller kommer ikke ud som ønsket.
- Stemmeproblemer: Stemmen lyder anderledes end forventet, hvilket kan føre til frustration.
- Sproglige udfordringer: Vanskeligheder med at finde de rette ord kan give en følelse af utilstrækkelighed.
Denne konflikt kan resultere i frustration, usikkerhed og nogle gange føre til, at man undgår kommunikation.
Den indre dialog forvandler ofte vanskeligheder til større problemer, end de egentlig er, og talelidelsen bliver en del af ens identitet, en fortælling om: “Jeg er en person med en talelidelse.” Problemet ved at opbygge en identitet omkring en talelidelse er, at det kan påvirke, hvordan man ser på sig selv. Den indre dialog skaber en splittelse, når man siger “jeg hader mig selv” eller “jeg elsker mig selv,” fordi der opstår et forhold mellem “jeg” og “selv,” altså mig og mit liv, mig og min stammen eller stemme osv. Men hvem eller hvad er det, der elsker, og hvem eller hvad er det, der elskes? På samme måde kan den eller det, man elsker, også blive genstand for had. Dette kan føre til, at man overlades til en mere eller mindre tilfældig indre stemme, der dømmer, vurderer og kritiserer. Der kan opstå et usundt forhold til sig selv. Pointen er at afslutte dette forhold og blot være sig selv, for der er og vil altid kun være én person. Ved at afslutte forholdet til den indre selvkritik skabes muligheden for at være sit autentiske selv.
Med den rette hjælp kan man lære at bryde negative adfærdsmønstre og gradvist opbygge en større accept af sine talevanskeligheder. Det handler om at forstå sin situation på et dybere niveau og acceptere sin ydre stemme. I stedet for at bekymre sig om, hvordan man taler, lærer man at være nærværende, mens man taler.
